At registrere et varemærke er ikke det samme som at registrere et virksomhedsnavn eller navnet på et selskab. At registrere dit virksomhedsnavn som varemærke er en ekstra beskyttelse, så det er en god ide at gøre begge dele.
Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der registrerer virksomhedsnavne og navne på aktie- og anpartsselskaber i Danmark. Alle virksomhedstyper, herunder personligt ejede virksomheder, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Herfra vil de modtage et CVR-nummer (CVR: Det Centrale Virksomheds Register). Du kan registrere din virksomhed elektronisk eller bruge de anmeldelsesblanketter og vejledninger, som du kan printe ud fra siden.
Registrerede virksomheds- og selskabsnavne er ligesom varemærker beskyttet mod, at andre bruger identiske eller lignende forretningskendetegn. Bliver du opmærksom på, at andre får registreret et virksomheds- eller selskabsnavn, der ligger for tæt på dit virksomhedsnavn kan du få slettet registreringen. Det kan dog kun ske ved, at du anlægger en sag ved domstolene, da du ikke kan fremsætte indsigelse mod virksomheds- og selskabsnavne.
Hvad er forskellen?
Beskyttelsen af virksomheds- og selskabsnavne afviger dog noget fra beskyttelsen af varemærkerne:
- Beskyttelsen af et virksomhedsnavn kan være begrænset til et lille geografisk område, eksempelvis en by. Et varemærke dækker altid hele landet.
- Selskabsnavnene er beskyttet mod andre selskabsnavne uanset branche. Det afgørende er nemlig ofte, om der kan tages fejl af virksomhedernes identitet. Varemærker er beskyttede inden for andre brancher end dets egen, hvis det er meget kendt.
- Domstolene tillader nogle gange, at virksomhedsnavne ligner hinanden mere end de tillader, at varemærker ligner hinanden.
Netop da der er disse forskelle kan det være en god idé, at du får beskyttet dit forretningskendetegn både som virksomheds- eller selskabsnavn og som varemærke.
Inden du giver din virksomhed et navn
Når du skal vælge navnet til din nye virksomhed, er det også en god ide at være opmærksom på bestemmelserne om navne i aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Her kan du blandt andet læse, at dit nye virksomheds- eller selskabsnavn ikke må indeholde andres slægtsnavn, firmanavn, varemærker og forretningskendetegn.
Når du registrerer et selskab hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undersøger den, om der allerede er registreret et selskab med netop dette navn. Den undersøger derimod ikke om der er andre selskaber med lignende navne, og slet ikke om der er registreret identiske eller lignende varemærker. At Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke undersøger for lignende selskabsnavne og varemærker betyder også, at andre ikke bliver gjort opmærksom på dit virksomhedsnavn eller dine varemærker, når de får registreret et selskabsnavn, der ligner dit, men ikke er helt identisk.
Inden du beslutter dig for et nyt virksomhedsnavn bør du derfor selv undersøge, om det kan komme til at krænke andre rettigheder.
Domænenavne
Patent- og Varemærkestyrelsen varetager heller ikke registrering af domænenavne. Spørgsmål vedrørende retten til et domænenavn, der bliver brugt i Danmark, kan som udgangspunkt indbringes for danske domstole, men de kan i mange tilfælde også indbringes for rent administrative klagenævn. De er som regel billigere og hurtigere end domstolene.
Hvilke muligheder og regler, du har for administrativ overdragelse og sletning af domænenavne, afhænger af, hvilke bogstaver, domænet ender på:
- Er domænet .dk, så administreres dette domæne af Dansk Internet Forum (DIFO), der har fastsat regler for domænenavne under .dk. DIFO har også oprettet et klagenævn, der kan træffe afgørelse om overdragelse og sletning af domæner.
- Er domænet et af de ”generiske” domæner (eksempelvis .com, .biz, .org eller .net) administreres dette af Internet Corporation For Assigned Names and Numbers” (ICANN), og er omfattet af det internationale regelsæt ”Uniform Domain-Name Dispute Resolution Policy” (UDRP).
Har du kommentarer til indholdet?


